God sommer

Agurketiden, der normalt dækker over en lidt nedladende betegnelse for de uger i sommerperioden, hvor beslutningstagere går på ferie, kom i år i utide. Især de tyske og spanske agurker fik megen spalteplads. Stormen har dog lagt sig og agurken kan igen indtage toppen af leverpostejmadden.

 

Nu kan vi så se frem til den sædvanlige agurketid d. 1 juli, hvor Christiansborg,  lidt forsinket, lukker og slukker efter de sidste 3. behandlinger kommer i hus.

Damefrokosten.com går også på sommerferie med det glade budskab, at danskerne ikke er med på kvotevognen – lad os håbe venstrefløjens politikerskare tager godt i mod budskabet.

Vi ønsker alle vore læsere en rigtig god sommer og vi håber I læser med, når vi kommer tilbage igen.

Og her på falderebet kan vi afsløre, at der er et nyt site – Damefrokosten.com 2.0 – på vej, der skydes i luften efter sommerferien. Glæd jer – det gør vi.

Sommerhilsner fra Damerne

Camilla-Dorthea Bundgaard og Lea Stentoft

 

Billede 2 er lånt af profilen chemtec.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Den der har evnen, har pligten!

I april blev et projekt søsat. Det hedder “Kvind dig op og tag ansvar!”, er skabt af tre kvindelige politikere og har til formål at ruske lidt i kvinderne og få dem til at beskæftige sig med landets økonomi. De fortæller her, hvorfor projektet er vigtigt. Velbekomme!

Af: Merete Riisager, Helle Sjelle og Ellen Thrane Nørby

Kvinder interesserer sig generelt mere for uddannelse og sundhed end for økonomisk politik. Det fremgår af vælgerundersøgelser om, hvad kvinder og mænd ser på, når de sætter deres kryds på valgdagen.

”Det må kvinderne vel selv om!?” – alligevel er det sådan, mange har reageret, da initiativet ”Kvind dig op og tag ansvar!” blev sat i søen. Kampagnen har til formål at få flere kvinder til at diskutere økonomisk politik og sætte sig ind i hvad de forskellige partier vil med den danske økonomi, før de vælger, hvem de vil stemme på. Og jo, kvinder må naturligvis selv afgøre, hvem de stemmer på.

Men baggrunden for, at flere kvinder end mænd stemmer rødt, bør vi kunne diskutere. Det får nemlig afgørende betydning for danskernes muligheder om 10 og 20 år, om vi får en rød eller en blå regeringsmagt efter næste valg.

Vi er tre borgerlige kvinder, der var trætte af at høre, at kvinder kun værdsætter bløde værdier. Kvinder skal ikke reduceres til hjemmegående husmødre, mens mændene er de kloge slipsedrenge. Sådan er verden jo ikke længere. Kvinder tager i dag et lige så stort ansvar på arbejdspladserne og i foreningerne som mænd – så hvorfor skulle de ikke også gøre det, når det gælder samfundsøkonomien?

Og hvorfor skulle vi ikke kræve noget af kvinderne? Kvinder har de seneste 30 år arbejdet sig frem til et uddannelsesniveau, der er på højde med mændenes. Vi har tilgang til de samme informationer og vi har de samme muligheder for at træffe valg. Hvad skulle der da være i vejen med at diskutere, hvorvidt kvinder sætter sig godt nok ind i den økonomiske politik – når det valg, de træffer, får betydning for os alle?

Vores påstand er, at der i statistikkerne ligger en lille rest gemt af den opdeling mellem kønnene, der var hverdag for vores bedsteforældre: Mor står for husholdningen – far tjener pengene og ser på de store linjer. Vejen til indflydelse går gennem indsigt, og derfor er det ikke godt nok, hvis kvinder springer artiklerne om samfundsøkonomi over, når de læser avisen.

Kvinder skal kunne slå i bordet og tage ansvar, når det gælder statsbudgettet. Skal Danmark have råd til det, vi godt kan lide, skal vi også kunne betale vores regninger. Hvis vi fremover skal have et velfærdssamfund, hvor sygehusene fungerer, hvor vores børn kan blive undervist i gode og inspirerende omgivelser, og hvor vores ældre får omsorg, skal vi føre en ansvarlig økonomisk politik.

Anklagen mod ”Kvind dig op”-kampagnen har været, at vi taler ned til kvinderne. Det mener vi ikke, vi gør. Det er derimod respektfuldt at kræve noget af andre mennesker og forvente noget af dem. At pakke mennesker ind i vat, er i vores øjne at se ned på folk.
Der er masser af kvinder, der kan jonglere et Excel-ark og læser Børsen til morgenkaffen. Denne kampagne er ikke til dem. Kampagnen er til alle de kvinder, der har travlt med nye udfordringer på jobbet, internatkurset, dræn i ørerne til den mindste og vandhanen, der lækker igen. Kvinder som os selv, der har nok at gøre, og som skal prioritere deres tid. Vores pointe er, at partiernes slogans dækker over virkelig politik, der får virkelige konsekvenser. Uanset travlheden med andre ting, opfordrer kampagnen derfor kvinder til at sætte sig ind i det med småt, før de sætter deres kryds.

(Billedet er lånt af profilen “geckostamp” på sxc.hu)

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | 5 kommentarer

Lady Gaga (og Medina) er topmålet af vestlig civilisation

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Da Lady Gaga i september 2010 ankom til MTV’s Video Music Awards iført en kjole bestående udelukkende af kød, vakte hun mest af alt forundring i stedet for egentlig forargelse eller vrede. Den brede interesse og debat gik nærmere i retningen af, hvad der nu skulle ske med kjolen (den blev lavet om til såkaldt beef jerky), hvordan man kunne lave et lignende outfit til Halloween to måneder senere (eHow har svaret), og om det nu ikke også var lidt synd for dyrene (jo, lidt, men folk har jo også punge af læder, osv.).

Der var selvfølgelig også tosserne. I USA såvel som herhjemme havde der allerede været spredt apokalyptisk snak om, at Lady Gaga er en dæmonisk djævleskikkelse, som bevidst benytter sig af Illuminati-symboler. Konspirationsteoretikerne blev selvfølgelig ikke formildede af den aparte udklædning. Hendes nylige video til singlen Judas – hvori Lady Gaga gør sig som en latino-bande-udgave af Maria Magdalena, der er forelsket i Judas snarere end Jesus, maler Judas’ læber med en guldpistol-læbestift, vasker Judas’ fødder og sluttelig bliver stenet iført en hvid brudekjole – fortolkes også herhjemme som et vidne om ”Antikrists snarlige komme”, og skribenten advarer mod at udsætte børn for Lady Gagas ”fordærvende” budskaber.

Men den vestlige verden udmærker sig ved, at den moralske forargelse er et minoritetssynspunkt, og at dens fortalere holder sig til fordømmelse uden at gribe til vold eller forbud.

I det muslimsk dominerede Malaysia blev Lady Gaga derimod forbudt at optræde med hittet ”Born This Way” (der også bliver delvist censureret i radioen og på tv), bl.a. grundet tekstens eksplicitte budskab om seksuel frihed og accept. Lady Gaga svarede på youtube til unge mennesker i Malaysia: “It is your job and your duty as young people to have your voices heard. You must do everything that you can if you want to be liberated by your society. You must call, you must not stop, you must protest”. I Kina har Lady Gaga endnu ikke opnået tilladelse fra det kinesiske kulturministerium til at afholde en koncert i landet, selvom hun tilsyneladende er rasende populær blandt unge, velstående kinesere.

Det skyldes, at Lady Gaga er alt det, som al-Qaeda – og organisationens trosfæller overalt i verden af alle religiøse og ideologiske afarter – hader ved vestlig civilisation: dens demonstrative nedvurdering af kyskhed, dyd og renhed; dens vægt på individualisme, modvilje mod autoriteter og kritik af tradition; dens dekadence, hedonisme og kropslighed.

Med kunstnere skal man ofte undgå at tage deres egne ord for gode varer og i stedet anlægge en selvstændig fortolkning af deres kunst og virke. Sådan et fortolkningsprincip gælder også for Lady Gaga. Hendes kødkjole er interessant, men hendes egne rablerier om dens betydning er det absolut ikke. Hun er et fantasmagorisk orakel snarere end en profetisk ypperstepræstinde. Således er sangteksterne en ligelig blanding af internt modstridende og åndsforladte ligegyldigheder på den ene side og egentlige budskaber på den anden, og den ovenstående udtalelse til malaysiske unge er en af de få, der ikke kammer over i fordømmelse af småborgerlig livsførelse, selvom hun opfatter sig selv som en frisindets apostel.

Lady Gaga er blevet beskrevet som ”queer” grundet den postmoderne plasticitet og ekstremt selvbevidste manipulation af sin persona. Har Lady Gaga en kerne af identitet? Giver det overhovedet mening at bruge et pronomen som ’hun’ eller ’sin’ om Lady Gaga? I sangen ”Hair” optræder et sigende tekstfragment: ”in the morning, I’m short of my identity”. Omkvædet afsluttes med erklæringen ”I am my hair”. På mange måder er det fjollet, men det understøtter Lady Gagas insisteren på det menneskelige potentiale for selvskabelse og selvbestemmelse: enhver må selv træffe et eksistentielt valg om, hvem han eller hun er (eller om man overhovedet er nogen af delene).

Og sådan er det. Det er lige meget, at Lady Gaga i ”Born This Way” fra det nye album af samme navn eftertrykkeligt hævder autenticitet. Sloganet retter sig tydeligvist mod accept af menneskers seksualitet og, som hun synger, ”gay, straight or bi, lesbian, transgender life”. Disse seksuelle kategorier skulle i så fald være medfødte og uforanderlige. Denne forfatter er tilbøjelig til at acceptere dette argument langt hen ad vejen, men det er vel ikke ligefrem queer eller i særlig god overensstemmelse med Gagas fokus på menneskets flydende væsen og plasticitet? Lady Gaga er netop ikke ’born this way’, men udtryk for en transformation fra Stefani Joanne Angelina Germanotti, der kan lokaliseres til et specifikt tidspunkt.

På den måde er også dansk-chilenske Medina også arketypisk vestlig. Hun har efter et besøg hos en numerolog tilfældigt taget navnet på islams andenhelligste by og gjort det til sin egen platform, hvorfra også hun excellerer i outrerede outfits, seksuelt frisind og kunstnerisk nyskabelse. Ligesom Lady Gaga i Malaysia huede det tilsyneladende heller ikke en flok utilpassede indvandrere i Ishøj, at hun letpåklædt sang om bl.a. at strippe. Hun accepterede, ligesom deltagerne i lørdagens Slutwalk, ikke den identitet, der blev hende påduttet af reaktionære mandschauvinister og adresserede opfyldt af majestætisk raseri direkte æggekasterne på klingende århusiansk:

”Skal vi lige stoppe musikken engang? Der er nogen, der er blevet rigtig dårligt opdraget herovre. Og jeg synes, det er rigtig, rigtig respektløst for mennesker, der er kommet for at have det godt, at I fucker det op på den måde. Det er fair, at I ikke kan li’ min musik, men at I er kommet for at kaste med fucking rådne æg eller hvad det er for noget. De forældre, der har jer, de skulle skamme sig. Og I skal ikke ødelægge det for os, der har det godt og er glade. Det er fucked-up opførsel.”

Uanset Medinas udtrykte modvilje mod at blive taget gidsel i dansk værdipolitik, er det tydeligt, at de værdier, som hun legemliggør, er grundlæggende forskellige fra et værdisæt, der prædiker ære, krænkelse, straf, skam og konformitet. Den liberale muslim Mona Eltahawy har gentagne gange erklæret sig for fan af ”offense” eller krænkelse: når nogen erklærer sig krænket eller stødt over en handling eller udtalelse, der ikke direkte skader andre, er det et symptom på, at noget er galt og bør ændres – og derfor er det godt, når Medina og Lady Gaga vækker anstød, idet de dermed flytter grænserne for, hvad der er acceptabelt, og hævder deres ret til at leve, som de gerne vil uden at skade andre.

Hvis der kan identificeres en samlende kerne i Lady Gaga og Medina består den i livsglæde, selvudfoldelse, individualitet, kreativitet og grænseoverskridelse i ordets egentligste betydning.

Bekymring over seksualisering, porno, prostitution, et løsere forhold til stoffer, moderne kunst, blasfemi, moralsk dekadence, popmusik, og skridende kønsroller har netop dette til fælles: modviljen mod overskridelse af traditionelle grænser. Men civilisatorisk fremskridt består uvægerligt i skabelsen af noget nyt og overskridelse af grænser. En værdi som står uendeligt stærkere i vestlige samfund end i nogen andre.

Salman Rushdie skriver i essay-samlingen ”Step Across This Line”, at det, der udmærker et åbent, frit samfund, er ’grænsesøgende’ adfærd beregnet på at bestemme, hvilke grænser der er hensigtsmæssige og rigtige, og hvilke der ikke tjener andet formål end at bevare samfundet, som det er, for traditionens egen skyld. Den eneste måde, hvorpå man kan finde ud af, om en given grænse er vigtig og tjener et legitimt formål eller ej, er ved at skubbe til den. Og det gør den vestlige civilisation og det liberale demokrati i modsætning til det undertrykkende diktaturs, den ortodokse islams eller den autoritære konfucianismes stilstand.

Den vestlige civilisations største styrke er endvidere, at den er potentielt universel i sin appel, og at den har plads til alle, der ønsker at deltage deri. Lady Gaga er lige nu den største popsensation på jordens overflade, og kontroverserne i Malaysia og Kina var ikke opstået, hvis ingen dér havde fundet hendes budskab vigtigt. Ligeledes havde Medina ikke skullet forsvare sig selv, hvis ikke nogen i Ishøj i første omgang havde ønsket at se og høre hende og fundet hende inspirerende.

Den vestlige civilisation er nemlig ikke givet som fødselsret ved race, køn, seksualitet, fælles historie eller kristendom, men omslutter enhver, som ønsker at leve frit, og som selv respekterer alle menneskers ret til selv at bestemme, hvordan de helst vil leve deres liv.

Derfor legemliggør Lady Gaga og Medina den vestlige civilisation, hvad enten de vil det eller ej. Vestlig populærkultur er hverken farlig eller fordummende, men derimod udtryk for en af de reneste former for demokratisk stillingtagen. Det ønske om at udleve sin menneskelighed ved selv at tilrettelægge sin tilværelse, som Lady Gaga og Medina hylder, har universel appel – og er en af de største forces for good i verden.

Billederne er lånt fra profilerne vassiliki, clearout, sundstrom og neil2580.

Udgivet i Uncategorized | 5 kommentarer

Bedre vilkår for selvstændige

Damernes lørdagstema om selvstændige erhvervsdrivende fortsætter og vi har i dag fået besøg af MF Marion Pedersen fra Venstre. Marion er en af de få politikere på Christiansborg, der har erfaring som selvstændig erhversdrivende, og hun har endda 30 år med i bagagen.  

Af MF Marion Pedersen, Venstre

Iværksætterkulturen er desværre på retræte i Danmark. En ny undersøgelse fra erhvervsbladet viser, at færre og færre danskere ønsker at starte deres egen virksomhed i Danmark. For godt ti år siden afviste omkring halvdelen af danskerne iværksætterdrømmen. I dag foretrækker mere end 7 ud af 10 danskere nu lønmodtagervejen frem for iværksættervejen. Det er en skam – men det er nu heller ikke let at være iværksætter i et land, hvor regelrytteriet spænder ben for enhver lyst og initiativ.

Jeg har i de sidste 25 år kæmpet for et opgør med den jantelovstankegang overfor selvstændige erhvervsdrivende, der gennemsyrer lovgivningen i Danmark. Tankegangen bag reglerne er, at selvstændige som udgangspunkt ikke er til at stole på, indtil det modsatte er bevist.

Heldigvis er der nu færre og bedre regler på vej for de selvstændige. Regeringen er blevet enig med alle partier i Folketinget, på nær SF og Enhedslisten, om en aftale, der gør op med bureaukratiet.

Aftalen er ikke bare varm luft – den rykker virkelig noget og forenkler hverdagen for mange selvstændig erhvervsdrivende.

Indtil nu var det stort set umuligt at forlade en virksomhed, hvis man var gift med ejeren. Nu vælger man at stole så meget på de selvstændige at de slipper med en tro og love-erklæring.

Rammes man som selvstændig af en kronisk sygdom får man nu ret til sygedagpenge fra første sygedag, på lige fod med lønmodtagerne. Det er kun rimeligt, for man bliver jo ikke mindre kronisk syg af at være selvstændig.

Nu kan selvstændige også få sygedagpenge i alle ugens syv dage.  Så frisøren, der ofte arbejder om lørdagen, er nu også dækket ind hvis sygdommen falder i en weekend. De nye regler passer også godt til forbrugernes krav om udvidede åbningstider i weekenden.

Aftalen bringer os tættere på et Danmark, der ikke kun er lønmodtagernes land, men også et land, hvor de selvstændiges vilkår er fornuftige og rimelige. Jeg håber det får skuden til at vende, så danskerne får iværksætterlysten tilbage.

Vi skal huske på, at de selvstændige erhvervsdrivende er mennesker med visioner. Giver vi dem de rigtige rammevilkår, skaber det både vækst og arbejdspladser i Danmark. I sidste ende kommer alle penge til vores velfærdssamfund fra det private erhvervsliv og derfor er det helt nødvendigt, at de behandles ordentligt.

 

Marion har bl.a. oprettet netværket Borgerligt ErhvervsNet, der arbejder på at flere fra det private erhvervsliv ind på Borgen. 

Billederne er lånt af profilen Djshaw, canoncan og svilen001 på http://www.sxc.hu  

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Lønmodtagernes land

Vi fortsætter med lørdagstemaet om selvstændige erhversdrivende. Denne gang med et forslag om at integrere iværksætterånden tidligt i uddannelsessystemet. For hvorfor taler man kun om lønmodtagermuligheder på de fleste uddannelsesinstitutioner? Læs med her! 

Lea Stentoft, Redaktør

”Du kan for eksempel blive ansat her, eller du kan blive ansat der – og når det lykkes skal du huske, at du som lønmodtager har de og de rettigheder. Og husk nu også at du ifølge gældende overenskomst har ret til mindst x-kroner i løn”.
Det er mange af de lærersætninger vi møder op gennem uddannelsessystemet. Men hvorfor taler man aldrig om den anden mulighed (ja, foruden arbejdsløshed, som vel må anses som den tredje mulighed?) – at blive iværksætter? Hvorfor understøtter skolebænken per automatik lønmodtagerbevidstheden, mens den undviger udviklingen af en entreprenørånd? Mange af de iværksætterkurser der findes, henvender sig primært til personer, der har en forretningslan i hånden, og som allerede har besluttet sig for iværksættervejen.

Min opsang  er ikke en hensigtserklæring til alle om, at kaste deres lønseddel overbords og konvertere til ”selvstændigheden”. Mit indlæg skal heller ikke opfattes som et korstog mod alle lønmodtagere (I am one of them). Men jeg synes vi mangler et større blik for den mulighed det er at blive selvstændig, og som i større omfang bør integreres i undervisernes tankesæt.

Og her tænker jeg ikke kun på de typiske iværksætter-studier, som for eksempel ingeniørstudiet, men også i bredere forstand – andre studerende kan også tænke stort, kreativt og innovativt, og få en ide, som har potentiale til at vokse sig stort.

Erik Jylling, formand for AC, deler synspunktet. Han skriver blandt andet i weekendavisens debatspalter: ”I ungdomsuddannelserne handler det om at gøre forretningsforståelse og det at drive virksomhed – i bredeste forstand – til en del af vores forståelse af almen dannelse”.

Breder man problematikken ud i et større samfundsperspektiv vil det også være fornuftigt med flere mennesker, der fører iværksættertanken ud i livet. Arbejdspladser kommer ikke dumpende ned fra himlen, men skabes derimod i den private sektor. Og skabes der ingen virksomheder, vil det stå småt til med arbejdspladser til den resterende del af befolkningen. Det vil selvfølgelig efterlade de offentlige arbejdspladser, men selvom flere partier kunne ønske det, er de ikke kilden til vores velstand.

Spørgsmålet er så, hvordan man integrerer iværksætterånden i uddannelsessystemet? Man kunne forsøge sig med undervisere, der faktisk har iværksættererfaring og ikke udelukkende undervisere, der har en lang karriere som lønmodtager bag sig.

Et opgør med janteloven vil også være på sin plads. Den fastholder os i en middelmådig tankegang, hvor man peger fingre af de, der skiller sig ud fra mængden. Store planer om eget firma kan du godt glemme, det går alligevel  galt – så er det bedre at blive i andedammen sammen med os andre.

Danmark har brug for personer med en iværksætterånd, der tænker ud af boksen.

Faktum er dog, at prædiker man udelukkende lønmodtagerbevidsthed, så er det også en lønmodtagernation, der kommer ud i sidste ende.

Billederen er lånt af profilerne nosheep, srbichara og jimpetr http://www.sxc.hu

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 9 kommentarer

Min tale om en liberal ligestillingspolitik

Jeg havde i går den fornøjelse at være indbudt til at tale ved et arrangement for Liberal Alliance. Simon Emil Ammitzbøll skød sin valgkamp i gang, og her er de ord, jeg gav ham med på vejen om en borgerlig-liberal tilgang til ligestilling.

Af Camilla-Dorthea Bundgaard

TALE I ANLEDNING AF SIMON EMIL AMMITZBØLLS VALGKAMPS-KICKSTART

Tak for invitationen. Det er en fornøjelse af være med til at kickstarte din valgkamp, Simon Emil. Jeg har glæder mig til at komme i dag og fortælle lidt om borgerlig ligestillingspolitik, og det er det, jeg i det samme vil kaste mig ud i:

Mennesker er forskellige. Kvinder er forskellige fra mænd. Mænd er forskellige fra kvinder. Men det samme gør sig gældende kvinder imellem og mænd imellem. Ja, vi er køn – men vi er så meget andet også. Der er så meget, der definerer os og former os og udvikler os – Vi er skabt som så meget mere end køn, og vi er ikke endeligt defineret af hverken vores køn eller af vores seksualitet. Det er blot stærke karaktertræk blandt andre. Sekretæren har måske tre kærester på én gang, mens direktøren heller vil nusses bag øret af sin trofaste mand. Ja, mennesker er forskellige!

Man kan kun tro noget andet, hvis man ikke færdes ude iblandt dem – Det er kun hvis man bliver inde i elfenbenstårnet eller sidder fast på sit kontor på Christiansborg, at man kan glemme det. Går man i stedet en tur i Københavns gader, snakker man med de mennesker, man møder, og tør man nærme sig dem, der ikke ligner en selv, kan man ikke andet end at komme til den konklusion, at mennesker er forskellige!

Og det er netop liberalismens styrke, at den kan erkende, acceptere og rumme menneskers forskellighed. Så kernen i den liberale ligestillingspolitik er ankerkendelsen af menneskets mangfoldighed. Men Liberal Alliance – og ikke mindst du, Simon Emil, som vedvarende kaster dig ud i værdikampen – får travlt. Der er lang vej fra de ideer om ligestilling, vi finder i dag, og til dem, vi nødvendigvis må hen til for at kunne leve i et frit samfund med plads til alle – hvad end de er mænd, kvinder, homoseksuelle, heteroseksuelle, decideret pudseløjerlige eller bare fuldstændigt uden for kassen.

Som borgerlig ligestillingsdebattør bliver jeg ofte stillet nogle lidt fordomsfulde spørgsmål. 3 af mine yndlingsspørgsmål lyder:

1. I er altid imod… Er I slet ikke for noget?

2. Vil I liberale så bare lade stå til, når I ikke vil lovgive om ligestilling?

3. Det lyder tit på borgerlige som om endemålet for ligestilling er, at alle kvinder bliver sexarbejdere – er det det?

Jeg vil benytte denne lejlighed til at give svar på tiltale, for de svar handler netop om, hvad en borgerlig ligestillingspolitik er og bør være.

Første spørgsmål var: Er de borgerlige bare imod alle de ligestillingstiltag, venstrefløjen kommer på, eller er de også for noget?

De borgerlige er kommet på banen med en masse synspunkter om, hvad de ikke vil have, det er sandt. Vi kan ikke gå ind for kvindekvoter i bestyrelser eller ledelse, for det er diskrimination af manden og repræsenterer samtidigt et fuldstændigt uværdigt syn på kvinden – et syn, der bestemt ikke fremmer den faktiske ligestilling mellem kønnene. Vi kan ikke gå ind for øremærket barsel, for det forudsætter at staten ved, hvad der er bedst for den enkelte familie, og det gør den ikke. Vi kan ikke gå ind for, at man dispenserer fra selve ligestillingslovgivningen under dække af at ville fremme ligestillingen på de danske universiteter ved at særbehandle de institutter, der ansætter kvinder. Det er uværdigt, det er diskriminerende og det er først og fremmest helt uhørt at dispensere fra lovgivningen! Loven gælder alle. Hvis andet gør sig gældende, bør det ikke være en lov. Love skal gælde alle, for at vi bliver behandlet og behandler andre ligeværdigt.

.Det er kernen i borgerlig politik, at alle er lige for loven. Det er endemålet for ligestilling at alle bliver behandlet lige. Og vi er der næsten. Vi skal bare passe på, at vi ikke lader ligestilling bide sig selv i halen og bliver ved med at bide til den har ædt alle de gode tiltag, der allerede har fungeret i mange år, op.

Ligestillingskampen startede som en kamp for rettigheder. Suffragetterne – nogle meget militante kvinder i slut-1800-tallet – kæmpede for kvinders ret til at stemme ved valget. Den ret har vi danske kvinder haft i snart 100 år. I dag er vi juridisk ligestillet på alle fronter og bliver sågar kompenseret af velfærdsstaten, når vi vælger at få børn. Det er naturligvis nødvendigt for, at vi kvinder kan nyde den samme frihed som mænd på arbejdsmarkedet, at vi har de muligheder, og dem skal vi holde fast i. Men det viser hvor langt vi er kommet.

Så borgerlige er bestemt også for noget, når det handler om ligestilling. Vi skal fortsat være for, at kvinder ikke bliver valgt fra på arbejdsmarkedet på grund af deres biologi fx. For loven skal skabe gode rammer for mænd og for kvinder. Men først og fremmest er vi for frihed til den enkelte – friheden til at leve det  liv, vi ønsker og har behov for. Vi er for et samfund med plads til alverdens mennesker. Vi er for, at vi sammen holder et vågent øje med kulturelle magtstrukturer, så ingen diskrimineres. Vi er for,  at seksuelle minoriteter og folk generelt kan indrette deres liv, som de lyster. Vi er for, at lovgivningen ikke favoriserer bestemte måder at indrette sit liv på. Og vi er da også for, at kvinder fx opnår reel ligeløn.

Der er bare den store forskel på os og venstrefløjen, at vi tror på mennesker. Vi tror på mennesker – uanset køn – kan selv. Kvinder kan selv forhandle løn, hvis de sætter sig for det og måske øver sig lidt, og mænd kan selv råbe højt, hvis de ikke oplever, at de har de samme vilkår som kvinder. Vi er for en helt masse. Vi er bare ikke for at underminere ligestillingen ved at snævre folks muligheder, rettigheder og økonomiske forudsætninger ind i jagten på det spøgelse venstrefløjen ser, når de taler om ”ligestilling”.

Det andet af mine yndlingsspørgsmål lød: Vil I så bare lade stå til?

Jeg håber, I vil bære over med mig, når jeg nu kommer til at lyde som en radikal, for svaret er: ”både ja og nej”. Vi vil ganske rigtigt ikke lovgive yderligere i den tro, at vi ved, hvordan mænd og kvinder lever bedst sammen. Men det betyder ingenlunde, at vi bare vil lade stå til.

Staten er ikke alene om at definere vores kultur og vores liv. Faktisk har det alle dage været mennesker, som ændrede og udviklede samfundet, og det er det også i dag. Som borgerlig må man derfor tro på den styrke, der ligger i civilsamfundet.

Det er ikke de liberales lod i livet kun at sidde med ved bordet, når det handler om lovgivning eller ej. Vi kan puste liv i den vedvarende, kulturelle debat om køn, sex og ligestilling ved at bringe vores liberale menneskesyn med i diskussionen, og det skal vi. Selvfølgelig skal vi ikke lade stå til, men alle dage have blik for de kulturelle strukturer, der potentielt hæmmer menneskers frie udfoldelse. Ikke at ville lovgive er ikke ”bare at lade stå til”. Det er at tro på mennesker og tro på et dagligt engagement i det samfund, man lever i, i stedet for at lade Store Mor-Stat sørge for sig.

Det tredje og sidste spørgsmål lød: Er endemålet med ligestilling, at alle kvinder bliver sexarbejdere?

Her er jeg fri for at lyde radikal, for svaret er naturligvis: ”Nej!” Selvfølgelig er det ikke det. Jeg vil nødigt leve i et samfund, hvor det var det gyldne mål for alle, og det er slet ikke det, det handler om, når borgerlige ligestillingsdebattører ofte bringe sexarbejde på banen.

Grunden til at jeg nævner det – også her – er, at ligestilling i bund og grund – både i dag og på suffragetternes tid – handler om rettigheder. Men der findes ét såkaldt ”kvindefag”i vores samfund, hvor kampen om ligeværd ikke handler om 5 eller 10 kr. mere i timen. Det handler om rettigheder – rettigheder de ikke har.

Sexarbejderne skal indbetale skat, som vi andre. Ganske vist findes der ikke en rubrik til dem hos skattevæsenet, og det er vanskeligt for dem, at få hjælp hos både revisorer og SKAT, for ingen vil fornedre sig til at hjælpe en sexarbejder. Det er som om, deres stigma smitter af på dem, der beskæftiger sig med dem?! Men værre er det, at de ikke må oprette A-kasser og fagforeninger og lignende organisationer, der kan hjælpe dem både under og ud af sexarbejde. De har svært ved at opnå den hjælp, vi andre har krav på fra staten, den dag, de ikke længere ønsker at arbejde med sex, for deres erhverv er usynligt i det offentliges øjne – eller bare et såkaldt ”socialt problem”, vi skal til livs, koste hvad det vil for den enkelte kvinde eller mand.

Der findes ikke én sexarbejder, der får gavn af det forbud, venstrefløjen vil indføre, for det gør dem kun mere usynlige og stigmatiserede. Til gengæld har alle gavn af rettigheder. En liberal ligestillingspolitik består i at holde et vågent øje med, at ingen diskrimineres eller særbehandles pga. køn, seksualitet eller livsstil. Men det har vi her et eksempel på, at der er mennesker i vores moderne velfærdsstat, der bliver diskrimineret, og derfor nævner vi sexarbejderne igen og igen – indtil den dag, de opnår rettigheder og dermed ligestilling som os andre. Også selvom det er et kontroversielt emne.

Nå, men Simon Emil, tilbage til dig og til borgerlig ligestillingspolitik i det store billede:

Vi har brug for politikere som dig. Politikere, der kan gå i front og forklare den danske befolkning – hvad end de er mænd eller kvinder – at mennesker er forskellige, og at det bedste samfund, vi kan skabe, er et, hvor der er plads til mangfoldighed og menneskelige særpræg. Det er sådan et samfund, der kan give plads til den enkelte, udvikle kreativitet og i sidste ende skabe vækst og velstand for den enkelte og for samfundet i sin helhed. Vi skal have forklaret den danske befolkning, hvad alternativet til velfærdsstaten og dens politikker er. De skal ikke genopdrages – sådan som marxisterne alle dage har ønsket det – blot informeres og udfordres til at overveje alternativer til den velfærdsstat, der efterhånden har vokset sig alt for stor og stærk  – Den velfærdsstat, der vil definere, formidle og varetage ”det gode liv” for borgerne – for mænd og for kvinder. Det er den oplysning og udfordring, du fortsat skal kæmpe for, Simon Emil. Og det skal du, fordi vi som samfund er stærke i os selv. Samfundet består af mennesker. Mennesker kan, kvinder kan, mænd kan – og sammen er vi stærke som civilsamfund! Staten skal kun opstille de gode, frie rammer. Ikke mindst når vi skal – og vil! – opnå ligestilling mellem køn, seksualiteter og for minoriteter.

Jeg ser frem til, at Lars Løkke får fingeren ud og skyder valgkampen i gang. Jeg ønsker Liberal Alliance god vind. Modvind har der været nok af, men I har kæmpet selv i stormvejr og bevist, at I er vedholdende, modige og principfaste – og mon ikke den danske befolkning belønner jer for det. Det håber jeg, for der er brug for jer i det borgerlige Danmark.

God kamp til dig, Simon Emil og til alle os andre!

Tak!

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Udkantsmænd – opråb fra underskoven

Af Lea Stentoft

Udkants-Danmark er en fælles betegnelse for Danmarks 30 udkantskommuner. Fælles for en udkantskommune er, at den skal have færre end 30.000 indbyggere og ligge mere end 40 km fra nærmeste stærke geografiske center.

Kan man stille samme betegnelse op for den gruppe af mænd i Danmark, der har det tilfælles, at de som køn dominerer ’bunden’ af samfundet? Enten som overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, som hjemløse, i fængselscellen, uden en kompetencegivende uddannelse osv. Er de måske i virkeligheden de nye udkantsmænd? Og hvis de er, har vi så blik for problemstillingen?

Én af de mænd, der kunne gå under betegnelsen, forsøgte for nylig at belyse problemstillingen i et læserindlæg i Information. Her beskylder han SSF for ikke at have blikket rettet mod mændene i bunden af det danske samfund: ”Hvorfor må jeg ikke få en kæreste? Hvorfor er der ingen, der vil have mig, og hvad gør I ved det? Er lavindkomstmænd ikke jeres målgruppe? Stemmer vi bare pr. automatik på jer, så I behøver ikke at tage jer af, vores problemer … eller?”

Indlægget har efterfølgende genereret næsten 200 kommentarer og er blevet heftigt delt og kommenteret på facebook. Interessant er især de holdninger, der kommer til udtryk i kommentarfelterne. En overvejende del af kvinderne kalder ham for en klynker, fordi han indirekte råber på lidt ligestilling til mænd her i samfundet. Gør det ham til en klynker?

Staten skal selvfølgelig ikke finde en kæreste til ham – men hans krav er vel ikke så forskellig fra kravet om at staten skal tildele kvinder en bestyrelsespost i private virksomheder fordi de er kvinder? Sjovt nok kaldes disse kvinder sjældent for klynkere …

Mandens opråb bør ikke resultere i mænd som den nye offergruppe i Danmark, som handlingssyge politikere kan kaste sig over. Alligevel er det tankevækkende at følge proportionerne i ligestillingsdebatten, som tegner følgende skisma:

Råber en mand på ligestilling, er han en klynker. Råber en kvinde på (sær)ligestilling, er hun progressiv og et stærkt forbillede.

Ligestillingsdebatten skal ikke udvikle sig til en kamp om flest mulige ligestillingsofre. Men det udelukker vel ikke et større blik for den problemstilling som gruppen af udkantsmænd udgør. De bør også være velkommen i debatten uden at de prompte affejes som klynkere.

Billederne er lånt af profilen mzascha på http://www.sxc.hu

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 6 kommentarer